Vores liv med hund

Vi Nina og Henrik bor i en lille by lidt udenfor Frederikshavn, sammen med vores dejlige hvide schæfer Alaska.
 
Jeg, Nina har været tosset med hunde lige fra barns ben, men fik aldrig selv lov til at få en, selv om vi boede i hus. Så det var heldigvis sådan, at der var en del hunde på vejen hvor vi boede, som jeg kunne besøge og få lov til, at gå tur med, og passe, når deres ejere skulle på ferie. Og jeg sagde altid som barn, at når jeg flyttede hjemmefra, så skulle jeg HAVE HUND !

Henrik har også altid været glad for hunde. Han boede i lejlighed da han var barn, hvor der ikke var mulighed for at holde hund og når han var på besøg i Løkken, hos sine bedsteforældre, var der en hund længere nede af vejen, som han næsten altid gik tur med, når han var der. Da Henrik skulle aftjene sin værnepligt, ville han ind som hundefører og det kom han.
Efter aftjent værnepligt var han blevet så " bidt " af det, at træne hund, så det at få en hund selv, var et MUST !

Og sådan blev det.
Efter han havde overtalt sin mor.

Henrik´s første hund hed Dax og var en Flatcoatet Retriever.  Han blev købt på et dyreinternat. Han var skilsmissehund og 
  3 1/2 år gammel. Henrik boede hjemme med ham ( Henrik´s forældre havde i den mellemliggende tid købt et hus ) indtil vi flyttede sammen. Og der gik ikke lang tid før vi havde købt en hund mere. Han var en sort/gul Schæfer og fik navnet Uno og blev trænet i DCH 

Henrik var medlem af hjemmeværnet og efter nogle år, flyttede han fra luftmeldekorpset til  Hjv. hundetjeneste. Jeg, Nina var ofte med og se på, når de trænede og fik lyst til selv, at blive meldt ind i Hjv. da jeg syntes det var helt vildt spændende. De fleste dicipliner går igen i civile hundeklubber og i Hjv, dog med lidt forskelligheder, men i Hjv kommer man ud og bruger, det man har lært sin hund på en helt anden måde, det at skulle arbejde sammen med en gruppe og lære at stole på de signaler ens hund viser en og give dem videre til gruppen´s fører, som så beslutter hvad der videre skal ske, kan jo´f.eks. hvis der var krig, være et spørgsmål om liv og død for hele gruppen, så det er vigtigt at man kender sin hund og stoler 100% på hvad hunden markerer for en.
Selvfølgelig følger der også andre ting med det, at melde sig ind i Hjv, man skal også lære at være soldat, men det var jeg indstillet på.

Siden har vi begge trænet ivrigt i Hjv hundetjeneste i mange år og har haft rigtig mange gode oplevelser med vores hunde, på øvelser og til konkurrencer o.s.v  

Hundene er selvfølgelig ikke de samme, Dax blev 13 år  han fik gigt og vi måtte af med ham.
 
I 1991 fik vi en sort/gul schæfer som fik navnet Bondo og året efter 1992 fik vi Jango, som var af samme forældre, så på et tidspunkt havde vi 3 hunde Uno, Bondo og Jango.

Vi har også været på 3 udstillinger med Bondo, sådan bare for sjov, det var ikke noget vi gjorde en hel masse ved. Men vi var en del, der trænede hund i Hjv, som havde fået en hvalp fra samme kuld, så vi syntes det kunne være lidt skægt at prøve at udstille dem. Jango tog jeg Nina lydighedsprøve med, han kunne desværre ikke udstilles, da han manglede den ene sten, men pyt med det, prøven gik fint, han fik 129 point ud af 130 mulige til lydighedsprøven. Så jeg var lidt stolt, han var kun ca. et år gammel.

Efterhånden havde Uno så dårlige ører og efter utallige dyrlægebesøg besluttede vi, at lade ham komme i hundehimlen, han blev 10 år. Så nu havde vi kun 2 igen.

En dag i 1999 vi aldrig glemmer, hvor Jango havde spist aftensmad, begyndte han at opføre sig mærkeligt og vi kunne ikke rigtig finde ud af hvad der var i vejen. Vi kørte til dyrlægen, hvor han blev undersøgt, men han kunne ikke rigtig stille en diagnose. Vi kørte hjem igen og det blev værre, så afsted igen og der var dyrlægen ikke i tvivl om at det var en mavedrejning, da jeg fortalte at han havde kastet tykt hvidt skum op og kunne ikke finde ro, han sad og tudede og havde det rigtig skidt. Han blev opereret, men stod desværre ikke til at redde, han døde næste dags eftermiddag.


Senere på sommeren fik jeg Nina, en ny hund, som fik navnet Bonzai. Som jeg trænede med i Schæferhundeklubben i Sæby og efter et halv års tid, begyndte jeg også at træne med ham i HJV regi.

Bondo var efterhånden blevet 13 år og vi kunne se, at det gik ned ad bakke med ham, han fik sværere og sværere ved at rejse sig og en fredag vi kom hjem fra arbejde, måtte han hjælpes, så den tunge beslutning, for hundens bedste, blev truffet og vi kørte afsted med ham. Så nu var Bonzai alene, men han var tilsyneladende ikke særlig påvirket, selv om han og Bondo havde været sammen i 3 år.

Desværre blev Bonzai kun 5 1/2 år han begyndte at døje med sine analkirtler, troede dyrlægen og vi og efter 3 x penicilin behandling, som ikke rigtig hjalp, skulle vi til nærmere undersøgelse og aftale tid til at få disse fjernet, han blev bedøvet og efter nærmere undersøgelse, kunne dyrlægen konstatere, at han havde en svulst bagi, så der stod jeg og måtte tage den tunge beslutning, her og nu og lade ham sove ind.
Det var hårdt, jeg glemmer det ALDRIG !.

Jeg svor at nu var det slut med hunde, det er for hårdt, at skulle sige farvel til 3 hunde inden for så forholdsvis kort tid og især med Jango og Bonzai var det meget hårdt, da vi slet ikke var forberedt på at skulle sige farvel til dem. Man kan måske lidt bedre forholde sig til alderdom, så ved man da, at det er ved at være slut, den vej skal vi jo´alle, dyr som mennesker, selv om man selvfølgelig også er ked af, at skulle afsted med en gammel hund.

Men Henrik ville have hund igen, for vi havde lavet en aftale om, at han skulle have en ny, men det skulle først være, når vi engang ikke havde Bonzai mere, men det var jo´ikke lige nu og ikke på den måde vi havde tænkt os, han skulle erstattes af en anden. Vi havde også en aftale om, at vi fremover kun ville have 1 hund ad gangen, så derfor skulle Henrik selvfølgelig vente, selv om der kunne gå 10-13 år.

Henrik kunne godt forstå mig, og hvorfor jeg ikke synes vi skulle have flere. For den oplevelse jeg lige havde haft var bestemt ikke sjov.

Jeg havde nok inset, at jeg havde tabt slaget med Henrik, om vi skulle have hund igen eller ej.   
Jeg, Nina havde derfor været på internettet og " kigget " på forskellige hunderacer, sådan bare lige for, at se om der var nogle hvalpe et sted, altså også selv om jeg ikke, ville have hund igen. På nettet var jeg faldet over siderne med hvid schæfer, men tænkte at sådan en ville Henrik nok ikke have, jeg regnede med at det skulle være en sort/gul schæfer igen.

Jeg lod siden stå fremme, med en hvid schæfer og Henrik kiggede ind på computeren og spurgte om jeg ville have sådan en, hvortil jeg svarede, jeg skal ikke have nogen hund.
Henrik syntes den så sød ud, hvilket jeg nok ikke havde regnet med, da jeg var i den tro, at det skulle være en sort/gul schæfer, så vi begyndte at kigge på nettet efter et sted, hvor der evt. var hvalpe af hvide schæfere.

Det var der i Vrå, hos Birgit og Jens, deres 2 dejlige hvide schæfere havde fået hvalpe 8 Nov 2004 og de var salgsklare.
Vi aftalte vi skulle komme og se dem og så var vi begge solgt.

Så nu har vi altså Alaska, en dejlig hvid schæfer, og vi er rigtig, rigtig glade for ham. Den glæde og fornøjelse vi har af ham er næsten ikke til at beskrive:

Han er god og kærlig, har et godt sind og meget glad for alle mennesker han møder og tror alle vil snakke, han er legesyg og vil meget gerne lege med andre hunde og så er han forsigtig og rolig med børn.
Den opmærksomhed han får, når vi er ude og gå tur, er helt vild underlig, fremmede mennesker henvender sig til os og spørger til hans race og kommenterer, Nej´hvor er han flot og ih´og åh, man bliver helt forlegen og siger pænt tak.
Det har selvfølgelig nok også noget at gøre med, at det ikke er så tit, man ser den hvide schæfer, så folk bliver nysgerrige og skal lige høre lidt om den.

Han kan underholde os det meste af aftenen, med hans legetøj hvor han på skift, vil have os til at kaste det og så kommer han tilbage og smider det i skødet og gø´r, for at vi skal kaste det igen. 
Alaska elsker også at løbe rundt og hygge sig i vores have og når han får sin aktivitets terning med hundeguffer, går han rigtig til den, indtil den er tom.
Når jeg, Nina går derude og pusler, er han en rigtig drillepind, han skal helst stå lige oveni hvor jeg skal til, det synes han er rigtig sjovt. Går jeg inde og ordner vasketøj og lign. er han med i det hele, mon jeg kan lære ham at putte vasketøj i maskinen ? han har i hvert fald hovedet helt inde i maskinen, når jeg putter tøj i. Meget interessant synes han, Thi Hi

Henrik og Alaska træner for tiden i DCH og det går rigtig godt, han er lærenem og fuldstændig tosset med at rondere.
Så nu må vi se, hvad træningen / udstillingerne bliver til hen af vejen.

Om vi er hundetossede, tja´det må vi nok konstatere.
De andre hunde vi har haft, glemmer vi aldrig, de har hver især givet os meget glæde og mange gode minder.

Her var vores hunde historie, håber du ku´li´den.

HUSK !
Når man anskaffer sig en hund.
Så køber man en glæde, men også en sorg !

Med venlig hilsen
Nina og Henrik

Tilbage